Hil Dig, Frelser og Forsoner

Hil dig, frelser og forsoner
Verden dig med torne kroner
Du det ser, jeg har i sinde
Rosenkrans om kors at vinde
Giv dertil mig mod og held

Hvad har dig hos Gud bedrøvet
Og hvad elsked du hos støvet
At du ville alt opgive
For at holde os I live
Os dig at meddele hél

Kærligheden, hjertegløden
Stærkere var her end døden
Heller giver du end tager
Ene derfor dig behager
Korsets død i vores sted

Ak! nu føler jeg til fulde
Hjertets hårdhed, hjertets kulde
Hvad udsprang af disse fjelde
Navnet værdt, til at gengælde
Frelsermand, din kærlighed

Dog jeg tror, af dine vunder
Væld udsprang til stort vidunder
Mægtigt til hver sten at vælte
Til isbjerge selv at smelte
Til at tvætte hjertet rent

Derfor beder jeg med tårer
Led den ind i mine årer
Floden, som kan klipper vælte
Floden, som kan isbjerg smelte
Som kan blod-skyld tvætte af

Du, som har dig selv mig givet
Lad i dig mig elske livet
Så for dig kun hjertet banker
Så kun du i mine tanker
Er den dybe sammenhæng

Skønt jeg må som blomsten visne
Skønt min hånd og barm må isne
Du, jeg tror, kan det så mage
At jeg døden ej skal smage
Du betalte syndens sold

Ja, jeg tror på korsets gåde
Gør det, Frelser, af din nåde
Stå mig bi, når fjenden frister
Ræk mig hånd, når øjet brister
Sig: vi gå til Paradis

Du, som har dig selv mig givet
Lad i dig mig elske livet
Så for dig kun hjertet banker
Så kun du i mine tanker
Er den dybe sammenhæng